23. jul. 2008

22 træskibe og en fight til 5 milliarder kroner

Nogen gange kan man blive helt glad, når folk aflyser et møde. I dag skulle jeg have haft besøg af en journalist og en fotograf fra Fredericia Dagblad, men noget kom i vejen, så journalisten ringede og spurgte, om det kunne blive i morgen. Dét kunne det, og så kunne jeg alligevel få set de 22 træskibe sejle ud af Gl. Havn ved Oldenborggade i Fredericia. Skibene kom ind i går, så mon ikke Fredericia Sømandshjem har haft godt besøg?


Gl. Havn du hjertensbarn. Eller er det smertensbarn?


De gamle træsejlskibe er jo resultatet af en tusindårig udvikling, hvor det hele tiden drejede sig om at kunne laste mere og mere. Få mere fart på og mere stabilitet. Det gjaldt også om at gøre skibene mere og mere manøvredygtige uanset vindretning og vindstyrke samtidig med, at skibene skulle kunne sejles med mindre og mindre besætninger. Et af skibene var så langt, at det kun med alskins hjælpende hænder, maskiner og både, kunne vende i Gl. Havn.


I dag er Danmark en af verdens førende shippingnationer med 1.000 maritimt relaterede virksomheder og 10 pct. af verdenshandlen på oceanerne. Kilde: Foreningen til Søfartens fremme


Det handler den gang og i dag om udvikling.


Jeg var her den anden dag nede på Gl. Havn og tage billeder. Jeg tog derned for at danne mig et visuelt indtryk af sagen om den nye bydel til 5 mia. kroner versus Fredericia Skibsværft med sine 400 arbejdspladser inkl. underleverandører, som - hvis byrådet og realdania, får det, som de ønsker - skal lukke eller flytte til fx Grenaa eller Nakskov. Trafikminister Carina Christensen er nu blevet indblandet fordi, der er et overordnet ønske om at bevare skibsværfterne, som for fleres vedkommende forhindrer de kommunale politikeres ønsker om byudvikling.


Sagen er yderst kompleks og jeg har endnu ingen mening om, hvad jeg synes, der er det rigtige at gøre. Men det er der mange andre, der har. Se bare læserbrevene i Fredericia Dagblad, polafstemningen på FredericiaDagblad.dk og kommentarerne til artiklerne omhandlende emnet samme steds, den manuelle Underskriftsindsamlingen til bevarelse af værket og Facebookgruppen "Gruppen for bevarelse af Fredericia Skibsværft", som i skrivende stund har 975 medlemmer. Èn har startet en anden facebookgruppe "Vælt en borgmester". Knap 300 har meldt sig ind i FaceBookgruppen, som synes borgmester Uffe Steiner Jensen skal væltes.


Lige kort omkring disse online polafstemninger på bl.a. avisers websites: der kan snydes med sådanne afstemninger, og det er oven i købet nemt at snyde, også selvom netstedet har lagt en sikkerhed ind, som gør, at der kun kan stemmes én gang fra hver computer. Man kan altså ikke bruge sådanne afstemninger til andet end .... underholdning. Og noget tyder på, at der er blevet snydt med fredericiadagblad.dk´s afstemning, for den ene dag var der overvægt til nej-til-lukning-siden og et par dage senere mente en overvægt, at Fredericia Skibsværft måtte ofres.


I dag mødte jeg så en stor entreprenør på Gl. Havn, som forarget og hovedrystende sagde: "Man kan da ikke lukke en velkørende virksomhed!"


Og Fredericia Skibsværft er velkørende. Det er ingen i tvivl om. Ifølge skibsbygger Thomas Andersen, der er ejer og daglig leder af værftet, har værftsindustrien i Danmark med sine ca. 8.000 arbejdspladser, stik i mod alle forudsigelser og pessimistiske forudsigelser om lukninger af flere værfter, haft fremgang de senere år. Dette gælder også Fredericia Skibsværft. I følge euroinvester er Thomas Wilkens Andersen milliardær med en anslået formue på 1,3 milliarder kroner.


Men om fremgangen holder, vil jeg undlade at spå om.


Byen er splittet i spørgsmålet, og det er nok blandt andet fordi, vi ikke kan spå om fremtiden, og derfor bliver det mest af alt en "personlig vindings"-debat med tonsvis af skjulte dagsordener, dernæst en holdnings´- og følelsesdebat, og vel også en debat, der afspejler debattørernes personlige egenskaber såsom: behovet for forandring, risikovillighed og evnen til at forestille sig, hvad de noget abstrakte planer for området indebærer af muligheder. De færreste kan - pga. de luftige og diffuse planer - få svar på spørgsmålet: "Hvad betyder planerne for området for mig?"


Desuden er det sympatisk at bakke op om en lokal virksomhed og de lokale arbejdspladser, hvilket betyder, at det modsatte er usympatisk. Hvem har lyst til at sige til en af skibsværftes folks familier: jeg stemmer din mand arbejdsløs? Godt nok vil det 5 mia. kr. store projekt jo også medføre nye arbejdspladser - mange endda - men vi kan jo ikke rigtig li´ det der med: den enes "død" er den andens brød. Og "hvor der handles, der spildes der" lyder jo noget overfladisk, for ikke at sige poppet.


Er en fugl i hånden altid bedre end ti på taget?


Kedeligt er der ikke i Fredericia!


Du skal ikke snydes for billederne af Gl. Havn. Vær så god :-)


















Er du lidt skuffet? Ville du også gerne have set billeder af træskibene, hvor sejlene var sat? Det ville jeg også, men det blæste åbenbart ikke nok. Men i stedet kan du gå ind på websiten Fyn-rundt.dk - her vil du kunne se masser af smukke skibe med sejlene sat.


PS Nu håber jeg ikke, at det er en varsling for Fredericias Gl. Havn, at sejlene ikke kunne sættes....

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Aw, this was a very good post. Spending some time and actual effort to create a top notch article… but what can I say…
I hesitate a lot and don't seem to get nearly anything done.
My site: solar water