Viser opslag med etiketten børn. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten børn. Vis alle opslag

30. jun. 2008

Hvis jeg var turist, så ville jeg vælge Fredericia

Sommerferie betyder, at vaner ændrer sig. Fx plejer jeg at gå morgenhundeluftetur før kl. 6.00 om morgenen. I disse dage går jeg senere, og derved møder jeg nogle andre mennesker og hunde. I dag mødte jeg rigtig mange og landsbysladderen ville ingen ende tage.


Den nye bydel


 En hel del havde en mening om Fredericias Skibsværft, Realdania, kommunen og familie... nå, nej trafikministeren. Jeg har endnu ingen mening, så jeg lytter bare intensivt. Læs artiklerne i Fredericia Dagblad



En tilskadekommen kamphund


Andre fortalte om en kamphund, som er påstået aggressiv, og som nu angiveligt er kommet tilskade, hvilket skulle fremgå af en hvid tragt hunden har om hovedet. Snakken gik om den fredericianske Bølle, der blev dræbt, og ordet hundekamp blev nævnt.


Hmmm, jeg fortrød helt, at jeg ikke var gået ud kl. 5.30 som jeg plejer ... men Rex nød at tumle med de mange hunde, så intet er skidt, for at det ikke er godt for noget.


Men lad os se lidt fremad, for der er meget at glæde sig til.



Badning lidt på tværs



 DMI siger, at solen kommer til at skinne fra en skyfri himmel på onsdag og torsdag og temperaturen kommer til at ligge på omkring 25 gr. Det betyder selvfølgelig: stranddag. Hverken en tur i Legoland eller Københavns Tivoli kan friste min søn, når han har mulighed for skiftevis at kaste sig i bølgerne og spille beachvollyball. To gange har han fået lov til at bade selvom ingen andre gjorde det, og det har begge gange betydet ondt i halsen, så nu er vi holdt op med at opføre os anderledes. I hvert fald på det punkt.



Alt-i-én-ferie



 Der sker rigtig meget i Fredericia i nærmeste fremtid. Hvis jeg var turist, så ville jeg tage til Fredericia på onsdag, så jeg kunne få en dag eller to ved stranden med det blå flag: én dag ved Østerstrand, den der ligger lige forenden af hovedgaden - og en dag ude ved fælleden, hvor man til tider kan føle, at man er de eneste mennesker på jorden, tage i Madsby Legepark fredag og så ellers deltage i 6. juli festen kombineret med powershopping, for i disse dage er priserne helt i bund.



Madsby Legepark har 25 års fødselsdag på fredag



 Madsby Legepark har 25 års fødselsdag på fredag og det bliver fejret med manér. Gratis is fra Nestle, og gratis Itsy Bitsy tøjdyr fra Wild Republic til alle besøgende børn. Bådene, Madsbytoget og grillen vil også være gratis og der vil være gratis kaffe og fødselsdagskage. Og så vil den nye tudsedamp blive indviget med fyrfadslys der sejlr afsted i papirsbåde. Det bliver et flot syn


 DSB Harry og Solvej gæster Madsby Legepark


Se hele programmet her



Kom til 6. Julifesten i Fredericia



 Fredericia er hvert år den 5. og 6. juli rammen om et helt unikt stykke danmarkshistorie, der genfortælles og genfortolkes. Det giver en stemning, der ikke kan opleves andre steder.


Om natten den 5. - 6. juli 1849 formåede den danske hær fra Fredericia at drive de slesvig-holstenske tropper på flugt og dermed sikre Danmarks grænse ved Ejderen. (i hvert fald frem til 1864). Dette er blevet fejret lige siden 1852. Læs mere om baggrunden her


 Service til turister: tidligt om morgenen den 6. juli vil du blive vækket af ikke mindre end 27 kanonsalutter, fra en kanon, der er placeret på Prins Georgs Bastion på det historiske fæstningsanlæg.


Flere restauranter arrangerer fællesspisning både 5. og 6. juli, men tilmeld dig i god tid, for der plejer hurtigt at blive udsolgt. En gammel tradition er at spise kylling og jordbær 5. juli og den tradition fortsætter på Axeltorvet, hvor Restaurant Oven Vande og Cafe Fic arrangerer fællesspisning både 5. og 6. juli.


En anden gammel tradition er at iklæde sig røde og hvide farver 5. og 6. juli.


 Gå ikke glip af Minde- og festkoncerten i Trinitatis Kirke kl. 19.00 den 5 juli, men kom i god tid, for der er sjældent plads til alle.






Hele 5. - 6. juli programmet



 Selvfølgelig vil der være Jazz rundt i hele byen og selvfølgelig vil 6. juligarden spille


Se hele det omfattende 5. og 6. juliprogram her


Du kan finde kort over byen her



26. jun. 2008

"Latter uden grænser". Historien om Jesper Grønkjær - en usædvanlig mand med et usædvanligt liv

"Hej," lyder en glad stemme, "kan vi ikke tale sammen senere. Jeg er lige på vej ud af døren. Jeg skal ud og trylle i en børnehave." Sådan lød det i telefonen, da jeg ringede til Jesper Grønkjær, som farer land, rige og verden rundt med sit talent.


Magi i luften


Noget ved klovnen og tryllekunstneren Jesper Grønkjær trickede mig, da jeg Sankt Hansen aften i Madsby Legepark i Fredericia så ham både som den ene og den anden figur.


 Min intuition råbte til mig: "Lige foran dig står et spændende menneske".


Måske var det hans empatiske evne? Hans mestring af nonverbal kommunikation? Måske hans sympatiske beskedenhed? Måske hans evne til at overskride grænser uden at overskride grænser? Fik du dén :-)


Jesper Grønkjær udstråler via sin intensive øjenkontakt, bemærkelsesværdige kropssprog, og måden han møder andre på en karisma, som intet skørt tøj eller klovnemaske kan skjule.


Noget ulmede. Jeg bliver altid fascineret af et unikt kropssprog, og denne mand har et sådant.


Plakaten der bekræftede min intuition


Dér stod jeg så i Madsby Legepark, som eneste voksen, i kø sammen med alle børnene. Jeg ville også have en plakat.


 Da jeg langt om længe fik fingrene i Grønkjærs plakat med billeder af alle de lande han har spredt latter i, så blev jeg bevidst om, at denne klovn var en ret så usædvanlig klovn.


Einstein og Grønkjær har noget til fælles


Usædvanlig, dét er den 36 årige Kjellerupdreng, Jesper Grønkjær, som kun lige fik slæbt studentereksamen hjem, og som ikke tænker tilbage på skoletiden, som den bedste tid i hans liv. Måske er det Jespers dårlige skoleerfaringer der, på et tidspunkt under interviewet, fik ham til at udbryde: "Det er sindssygt vigtigt, at lave noget, som man brænder for!"


Søn af en travl talknuser og lige så travl industrileder


Jesper er yngste søn af en far, der er selvstændig revisor og en mor, der er leder i beklædningsindustrien. Og som Jesper siger: "Jeg er nok den, der har forladt Bjerringbro Gymnasium med det laveste snit, men så er min storebror den, der kom ud med det næstlaveste snit."


Jesper og kæresten venter deres første barn


Jesper bor i dag i Århus i et hus sammen med sin kæreste og de venter deres første barn. Han har firmaet Tryllestav og sammen med en kammerat, Thomas Lütken, firmaet The Smiling Fairytales Society. Men det har været en modningsproces at komme der til.


Kontrolfreaken


Intet er overladt til tilfældighederne i Jespers liv i Danmark. Alt vendes og drejes inden beslutningen tages, hvilket jo er et af de intelligente menneskers kendetegn, og når beslutningen så er taget, så bliver den også gennemført. Noget der kan kick-starte Grønkjær er, når nogen siger: "Det kan du ikke. Det kan ikke lade sig gøre."


Hvad sagde jeg! Vel kan jeg så!


"De sagde, at jeg ikke kunne leve af at være trylllekunstner. Jeg lever af at være tryllekunstner. De sagde, at jeg ikke kunne skrive. Jeg skriver  klummer, debatindlæg, er freelance journalist og nu har jeg også skrevet en bog. De sagde, at jeg ikke kan sprog. Og, nej, det kan jeg heller ikke, men jeg rejser rundt i hele verden og kommunikerer fint med alle. De sagde, at jeg med mine dengang lidt for mange kilo ikke kunne løbe en Marathon. Jeg løb en Marathon". Sådan sagde Jesper for et øjeblik siden i telefonen og jeg kan tilføje, at Jespers underfundige og humoristiske leg med ord, vidner om, at han også er et ordtalent. Jesper er en af de få, som sætter sig svære mål, og som når dem. "Når man rækker ud efter stjernerne, så får man ikke mudder på hænderne", griner Jesper højt i telefonen.


Danmarks mest benyttede internationale familieunderholder


 Grønkjær laver årligt 225 shows, og det gør Grønkjær til Danmarks mest benyttede familieunderholder og til en af de meget få i Danmark, som kan leve af at være tryllekunstner.


Jesper er utallinge gange blevet påskønnet for sit arbejde, og til sikkert nogen læreres overraskelse, har han modtaget flere priser og legater. Jesper Grønkjær arbejder ikke kun i Danmark. Grønkjær er en international kunstner med visioner.


Sådan ser Jesper sig selv


Jesper ser sig selv som et genert, socialt menneske, der er lidt af en kontrolfreak og som via minutiøs planlægning og hårdt arbejde, når sine mål.


Intet af det overraskede mig, for jeg fornemmede, at der ikke var overladt noget til tilfældighederne under hans trylleshow i Madsby Legepark, og så har jeg før iagttaget, at især generte mennesker har en fin intuition over for andres grænser.


Da Jesper gik rundt på stylter og var malet i hovedet, som en klovn, var der ingen børn der græd, når han tog kontakt til dem. Det ser man ellers tit, for mange små børn er faktisk bange for klovne.


Grønkjær får verden til at skrald grine


Grønkjær har fået folk til at skrupgrine, uanset om det har været stammefolk  i junglen, virksomhedsledere i Danmark, inkaefterkommere i Andesbjergene, cowboys i Texas, grønlændere i det nordligste Grønland, indianere i Sydamerika, folk i verdens største byer som fx New York, munke i klostre og templer i Himalaya.


Dét kræver et usædvanligt talent, empati og en hel unik evne til at kunne begå sig i alle sammenhæng, for den branche, som Jesper Grønkjær arbejder i: Underholdningsbranchen, er så svær, at mange drømme bliver til mareridt.


For Jesper Grønkjær er det simpelt. Grønkjær mener, at Verden mere trænger til smil og eventyr, end til brokkerier, så det handler han efter, mens han hurtigt understreger, at han også selv af og til brokker sig. Det sker især, når han ser, at nogen behandler andre dumt eller han selv bliver behandlet dårligt.


To sympatiske karaktertræk


Under hele mit lange interview, skulle jeg hele tiden bore dybt, for Jesper er usædvanlig beskeden, grænsende til det ydmyge, og jeg er sikker på, at han - når han læser denne artikel - vil have det svært med, at jeg har renset al beskedenheden fra. Normalt har jeg det dårligt, hvis folk ikke rigtig kan genkende sig selv i det jeg skriver, men i præcis denne situation, kan jeg godt leve med det, for jeg er sikker på, at alle der kender Jesper godt, vil være enig med mig i alt, hvad jeg skriver.


Positiv respons giver lys i ansigterne


Jeg er stolt af at kunne sige, at min lille ordleg "Latter uden grænser", som jeg impulsivt skrev i Jespers gæstebog, da jeg kom hjem fra Madsbyparken, medførte en mail fra Grønkjær, hvori han fortælle, at ordspillet har fået ham til at tage initiativ til en ny udlandsturné. Jesper fortæller, at han allerede har kontaktet sin makker Thomas Lütken, som ud over samarbejdet med Jesper, også lever af, at bryde andres vaner, så nu kan jeg glæde mig over, at jeg er med til at bibringe verden mere smil, eventyr og forståelse for hinanden....man skal da ikke sætte sit lys under en skæppe, skal man vel ;-)


Paretos´lov: 20/80-reglen anvendt på ros/kritik


At Jesper svarer på min lille hilsen i hans gæstebog, er ikke en tilfældighed. Hvis jeg skriver 100 sådanne rose/påskønnelsesbemærkninger, så vil højest 10 pct. gøre som Jesper. Og omvendt, så ved vi nok alle, at fordelingen af kritiske og rosende bemærkninger nok kommer ind under Paretos’ lov 20/80-reglen. 80 pct. skældud og 20 pct. ros og det er endda nok højt sat. Men Jesper er en af dem, som rigtig gerne påskønner andres indsats, og han har den holdning, at verden ville være et bedre sted, hvis vi alle roste lidt mere.


At skabe forståelse mellem mennesker


Jesper Grønkjær brænder for at skabe forståelse mellem mennesker og til det er humor, brugt på den rigtige måde, et rigtig godt værktøj.


Den usædvanlige mand gennemfører usædvanligt meget


Når man, som Jesper, er velsignet med en høj både følelsesmæssig og  intellektuel intelligens, et unikt kropssprog, er resultatorienteret, har et højt energiniveau, en god stemme og et talent for at skrive, så kan det ikke undre, at Jesper udover at arbejde som professionel international Tryllekunstner, også arbejder som skuespiller, freelance-journalist, foredragsholder, instruktør på guideskole i Spanien og ej heller bliver man forbløffet over, at Jesper også er forfatter.



Forfatteren Jesper Grønkjærs bog udkommer 1. august 2008


Jesper har skrevet bogen "Den magiske rejse" som bliver udgivet på forlaget mellegaard 1. august 2008. Det er en personlig beretning om anderledes kultur, natur, mentalitet og livsførelse - fortalt med masser af humor.


Sådan har Jesper skabt sig et sjovt og spændende meningsfuldt liv


Jesper Grønkjær har igennem mange år haft flere faste kunder. En af dem, er en stor international koncern, som har garanteret ham 65 underholdningsshow om året i nu snart mange år. Disse faste kunder giver Jesper den økonomiske tryghed, der giver ham mulighed for at leve et meget meningsfyldt liv. Som Jesper sagde: "Jeg har råd til at sige nej tak til velbetalte jobs, som jeg ikke har lyst til, og jeg har råd til at sige ja, til jobs, som kun giver en symbolsk betaling." Fx som hospitalsklovn for kræftsyge børn.


Kontrolfreaken der slipper kontrollen med et bestemt formål


 De faste kunder giver også kontrolfreaken mulighed for en gang imellem fuldstændig at overgive kontrollen til andre. Det sker, når han tager ud til verdens ydrekroge. Jeg spurgte, hvordan han kunne få råd til disse rejser, og han svarede: "Min sidste turné varede halvanden måned og kostede kr. 25.000,-" og det forklarede jo alt!


Og der er mange grunde til, at Jesper rejser ud. Jesper vil gerne gøre en forskel samtidig med, at han selv oplever. Jesper samler på oplevelser. Samtidig er det en sund udfordring for ham, at slippe kontrollen og basere sin overlevelse på andre mennesker. Og så næsten hvisker Jesper: "Mine udlandsturneer er en god måde at profilere mig selv på."


To gode ambassadører for Danmark


Når Jesper og hans makker rejser ud i verden, så er de gode ambassadører for Danmark. De medbringer nemlig tre kufferter:


- en forundringsskabende kuffert


- en glædesskabende kuffert og


- en danskheds kuffert, som indeholder alt ligefra H. C. Andersen til danish bacon.


Uanset om de to omrejsende tryllekunstnere møder mennesker med fordomme mod danskere eller ej, så løsner kombinationen af disse kufferter og de to mænds evner til tryllerier op for enhver spændt stemning. Grønkjær synes iøvrigt, at tegningerne i Jyllands-Posten var elendig humor. Grønkjær synes, at man skal tænke over mindst to ting i sådanne anliggender: om det er nødvendigt og om man kan være det bekendt.


Jeg ønsker, at jeg en dag står over for folk med stenansigter og korslagte arme


Kun få gange har Jesper været udsat for, at folk ikke skreg af grin over hans påfund. Det har hver gang været fordi, folk ikke var klar over, at han lavede sjovt og som af høflighed undlod at grine, og hver gang er misforståelsen blevet rettet, men Jesper ser disse episoder som meget lærerige, for hans hjerne arbejder i disse situationer på højtryk for at finde ud af, hvorfor lige netop disse mennesker ikke finder hans tryllerier morsomme.


Så til mit spørgsmål: "Findes der en global humor?", svarede Jesper efter en længere tænkepause, hvor jeg lyttede til nogle ja´er og nej´er, som slet ikke var henvendt til mig: "Ja, det tror jeg .... jeg har i hvert fald på forunderlig vis fundet nogle globale virkemidler." Og så henviste Jesper til Victor Borge, som siger noget i retning af, at smilet er den korteste afstand mellem to mennesker.


Hvad skal der stå på din gravsten?


Jeg spurgte også Jesper: "Hvad ønsker du, at der skal stå på din gravsten". Jesper skal have sig en meget stor gravsten, for der skal stå rigtig meget, men tilsidst, efter at have sagt, "altid i godt humør", "Hvad sagde jeg!", "Leve drømmen ud" og en hel masse mere, blev Jesper enig med sig selv om, at der selvfølgelig skulle stå: "Man skal ikke leve for, hvad der skal ske på lørdag, men for, hvad der skal ske i nuet."


Hvorfor bor du i Danmark?


Til sidst spurgte jeg Grønkjær: "Hvorfor bor du i Danmark". Her kom svaret som skidt fra en spædekalv: "Fordi her har jeg min familie og venner, som betyder rigtig meget for mig, og så synes jeg, at vi har det forbavsende godt i forhold til andre steder, hvor jeg har været. Men vi er ikke mere så rummelige, som vi har været og velfærdssamfundet fungerer ikke lige så godt, som det har fungeret. Det er OK med høj skat, når tingene fungerer....."


Og det er jeg ikke uenig med Jesper i.

23. jan. 2008

Åbent brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen


Følgende kommentar har jeg netop sendt ind på Anders Fogh Rasmussens blog http://blog.andersfogh.dk/, hvor den lige nu afventer godkendelse:

ALLE BØRN HAR RET
Tekst og Musik: Kim Larsen

Alle børn har ret
til at vokse op i fred
Alle børn har ret
til et liv i kærlighed
Kunne bo hos sin familie
et sted der er trygt og rart
Alle børn har ret
til at få den bedste start

For os kan verden ikke bare glemme
vi er børn og vi har hver vores egen stemme
Alle børn har ret
til at få den bedste start
Alle børn har ret
til at få den bedste start

Alle børn har ret
til at ha' det lige godt
Alle børn har ret
til at få del i stort og småt
Intet barn behøver at sulte
intet barn skal stå for skud
Alle børn har ret
til at se forskellige ud

For os kan verden ikke bare glemme ....

Alle børn har ret
til at lære om vor jord
Alle børn har ret
til at høre hvad andre tror
Om mennesker i andre lande
og vide hvad som sker
Alle børn har ret
til at lære endnu mer'

For os kan verden ikke bare glemme ....


Det gælder også asylbørnene, Hr. Fogh Rasmusssen.

Børn er Børn, Hr. Rasmussen. Og i Danmark behandler vi børn ordentligt - eller sådan burde det være. Længere er den ikke, Hr. Rasmussen.

Allerede efter et år i danske asyllejre påvirkes asylbørnene i så negativ retning, at fagfolknene siger, at børnene bliver syge af at være hos os.

Vi ved fra omfattende svensk forskning, at det børnene har brug for, er et normalt liv, hvor mor og far går på arbejde og børnene i skole og til fritidsaktiviteter.

ALLE BØRN HAR RET til at blive behandlet på en sådan måde af staten, at de som minimum ikke bliver syge!

hilsen
http://www.facebook.com/profile.php?id=703682507

14. okt. 2007

Støt Politianmeldelsen af Integrationsministeriet og Rikke Hvilshøj




Alle børn har ret til en barndom
Vil du støtte politianmeldelsen af Integrationsministeriet og Rikke Hvilshøj? Så skriv under på Anmeld Rikke NU



Her er politianmeldelsen i sin fulde ordlyd:

Til Nord Sjællands politi

Att. Politidirektøren Johan Reimann


Anmeldelse af Integrationsministeriet og Integrationsminister Rikke Hvilshøj for omsorgssvigt i forhold til asylbørn og voksne psykisk syge, som er anbragt i Sandholmlejren i de danske myndigheders varetægt.
Følgende person står for anmeldelsen.

Margrethe Monika Hansen
Anmeldelsen støttes af foreninger og personer som er nævnt i listen. ( se listen her: http://anmeldrikkenu.blogspot.com/ )

Alle danske borgere har i følge Social- og serviceloven pligt til at anmelde og underrette myndighederne, hvis man får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 fra forældrenes eller andre udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der kan bringe barnets eller den unges sundhed eller udvikling i fare.

Det er flere gange blevet dokumenteret og påpeget af flere faglige organisationer at asylbør i Sandholmlejren udsættes for forhold der bringer deres sundhed og udvikling i fare. Dette er senest dokumenteret i erklæring fra Den Danske Lægeforening i går den 11. oktober som har været omtalt i alle nyhedsmedier, hvor det påpeges at børnene i Sandholmlejren er yderst udsatte og "mistrives" med næstformandens formulering. Hver tredje barn er stærkt traumatiseret og psykisk sygt, og hvis ikke børnenes vilkår ændres er stor fare for udvikling af kroniske psykiske lidelser.

Samtidig har Inger Gehfken fra Rehabiliteringscenter for torturofre ligeledes i går udtalt, at børnenes udsættes for en belastning der kan medføre samme psykiske lidelser som ses hos torturofre.

Da de ansvarlige myndigheder, herunder specielt Integrationsministeriet og Integrationsminister Rikke Hvilshøj, ikke følger de forpligtelser, som er pålagt myndighederne i følge Socialloven, FNs børnekonvention samt FNs og EUs menneskerettighedserklæringer som Danmark har tilsluttet sig, vil jeg med støtte fra ovenstående privatpersoner og foreninger der tilsammen repræsenterer mere en 80.000 danskere, hermed anmelde Integrationsministeriet og Integrationsminister Rikke Hvilshøj for omsorgssvigt i henhold til Socialloven ved at udsætte asylbørn i Sandholmlejren for vanrøgt og nedværdigende behandling, der bringer deres sundhed og udvikling i fare.

Undertegnede er sammen med ovenstående privatpersoner og foreninger yderst bekymrede for børnenes ve og vel, for at børnene kan komme kronisk til skade, og for at dansk lovgivning overholdes.

Derfor bedes Politiet hurtigst sætte en stopper for de ulovlige omsorgssvigt, sådan så børnenes tarv kan varetages i henhold til dansk lov.


Med venlig hilsen

Margrethe Monika Hansen

S L U T

Støt politianmeldelsen - Vis at Folkestyret virker. Vis verden, at demokratiet er den p.t. bedste styreform!
Alle danske borgere har i følge Social- og serviceloven pligt til at anmelde og underrette myndighederne, hvis man får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 fra forældrenes eller andre udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der kan bringe barnets eller den unges sundhed eller udvikling i fare.

Synes du, at asylbørnene udsættes for vanrøgt, nedværdigende behandling og lever under forhold, der bringer asylbørnenes sundhed og udvikling i fare? Så støt politianmeldelsen

At få stoppet den psykiske tortur af børn og voksne i de danske asyllejre har følgende positive konsekvenser:

1. Du beder regeringen, om at overholde menneskerettighederne, som Danmark har underskrevet

2. Du beder regeringen overholde Børnekonventionen, som Danmark har underskrevet

3. Du lever op til Social- og serviceloven som forpligter dig til at anmelde og underrette myndighederne, hvis du får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 fra forældrenes eller andre udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der kan bringe barnets eller den unges sundhed eller udvikling i fare.

4. Du tvinger, de Folkevalgte politikere til at tage deres opgave alvorligt. De Folkevalgte politikeres opgave er jo bl.a. at kontrollere, at regeringen overholder lovene i Danmark.

5. Du tager afstand fra det flertal i Danmark, som åbenbart accepterer, at et af midlerne til at forhindre asylansøgere i at søge til Danmark, er, psykisk tortur i årevis. I Danmark udsættes børn for psykisk tortur for at nå et politisk mål :-(

6. Du viser, at en af grundpillerne i et demokrati, er retssikkerhed.

7. Du forhindrer, at de danske asyllejre bliver mulige terroristudklækningssteder

8. Du er med til at hjælpe med at stoppe forråelsen i vort samfund

9. Du hjælper nogen børn.

http://anmeldrikkenu.blogspot.com/ )

Vidste du, at

I Danmark findes der mennesker som lever på motivationfremmende foranstaltninger.

De lever helt uden økonomiske midler. Hvert familiemedlem får udleveret spisebilletter, der giver adgang til tre måltider om dagen.

Hver 14. dag får de udleveret en knap ration af hygiegne- og toiletartikler. Derudover får de hvert halve år tildelt det nødvendigste tøj. En anden "foranstaltning" er tvunget møde hos lejrepolitiet flere gange om ugen hvor man under trusler om "tvangsmæssigt udsendelse" bliver afkrævet en underskrift på at man vil samarbejde omkring udvisning fra Danmark

Mange af de mennesker som lever på motivationsfremmende foranstaltninger nægter at skrive under fordi en underskrift føles for mange af dem som en underskrift på egen dødsdom.

Der findes endnu en forantstaltning der skal motiver disse mennesker til at vende hjem til forfølgelse og krig, det drejer sig om begrænsning af lægehjælp vedtaget og inført af den nuværende regering i 2005. Det betyder at mange af disse mennesker kun kan få henvisning til hospital eller speciellæge, hvis de skønnes livsnødvendigt og der er ikke et lægeligt skøn man benytter sig af men af et skøn foretaget af udlændingestyrelsen.

Mange af disse mennesker lever en hverdag med store smerter. Smerter som de har fået efter deres møde med krig og tortur men de nægtes den rigtige lægehjælp fordi rigtigt lægehjælp er ikke en "motivationsfremmende" foranstaltning.

Mange mennesker der ikke lever på motivationsfremmende foranstaltninger nægter at tro på at der findes ordniger fra statens side som kun eksistere for at påførere andre mennesker unødvendige lidelser og afsavn, kun fordi disse mennesker ikke er ønsket i Danmark og den danske stat vil gå meget langt for at drage omsorg for disse menneskers tvangshjemsendelser.

At udøve psykisk pres og nægte lægehjælp er bevidst politik fra Den Danske stat vendt og brugt overfor de i Danmark uønsket mennesker så de i sidste ende tvinges til at rejse væk frivilligt fordi den Danske stat ikke selv kan smide dem ud af Danmark idet sådan en handling vil være i strid med Menneskerettighederne og Geneva konventionen.

At den Danske stat nægter nogen mennesker den rigtige lægehjælp samt udsætter svage og syge mennesker for psykisk pres er uanstændigt.

Artikel 25 i menneskerettigheds erklæringen sig: Enhver har ret til en sådan levefod, som er tilstrækkelig til hans og hans families sundhed og velvære, herunder til føde, klæder, bolig og lægehjælp og de nødvendige sociale goder og ret til tryghed i tilfælde af arbejdsløshed, sygdom, uarbejdsdygtighed, enkestand, alderdom elidler andet tab af fortjenstmulighed under omstændigheder, der ikke er selvforskyldt. 2) Mødre og børn har krav på særlig omsorg og hjælp. Alle børn skal, hvad enten de er født i eller uden for ægteskab, have den samme sociale beskyttelse.

Bemærk artiklen siger "enhver" og der skelnes ikke til om det er en statsborger eller en dansker som har krav på de nævnte ting i Artikel 25.

Danmark bryder Artikel 25 ved at begrænse udtryket "Enhver" til kun at gælde statsborger og mennesker der har modtaget asyl i Danmark.

Argumentet med at de mennesker som lever under tvangsmæssige foranstaltninger selv er uden om det og at de bare kan rejse frivilligt holder ikke.

Disse mennesker behøver ikke at rejse de har ret til at være i Danmark så længe det ikke er sikkert for dem at rejse frivilligt. Danmark kan ikke tvangsudvise mennesker til lande som Irak fordi der ikke foreligger en eneste aftale med Irak om modtagelse af mennesker som lever under tvangsmæssige foranstaltninger i Danmark.

Så længe det er sådan skal Danmark behandle disse mennesker som ENHVER anden i Danmark dvs. give dem ret til at arbejde så de kan oparbejde en levefod som ENHVER anden i Danmark. Endvidere skal Danmark give disse mennesker adgang til den samme lægehjælp som ENHVER anden får i Danmark. Desuden har MØDRE og BØRN ret og krav til EKSTRA omsorg og hjælp.

Det at Danmark lader mennesker visne hen i lejre hvor menneskerettighederne ikke bliver overhold er en skamplet på Danmark og den nuværende regering burde smides på porten for sådan en menneskefjendsk og kynisk behandling af mennesker som er mennesker som ENHVER af os andre her i Danmark.

PS. Jeg har med vilje brugt ordet menneske frem for flygtning eller afvist eller asylansøger for at understrege at det er MENNESKER vi taler om hvis der nu var nogen der har glemt det.

Kilde: http://avisen.dk/blogs/shansen/shansen-hvilshoej-slippe-rattet-lade-tag--131007.aspx

Støt Politianmeldesen her:
http://anmeldrikkenu.blogspot.com/

Jeg har skrevet under
Anni Løndal de Lichtenberg

6. okt. 2007

SE! Det betaler sig, at behandle mennesker ordentligt!




Jammerbugt Kommune overtog i 2003 et asylcenter fra Røde Kors.

Børnene går nu i den lokale Folkeskole
Børnene går til fritidsaktiviteter som svømning og ridning
Forældrene modtager undervisning og kommer i praktik på lokale arbejdspladser
Asylcenterets sygeplejerske er ansat på fuldtid i centeret

Resultatet er, at både asylbørnene og deres forældre trives meget bedre end på andre asylcentrer.

Der er sparet mellem 350.000 kroner og en halv million om året i sundhedsudgifter siden overtagelsen«, siger Thorkild Poulsen, der er centerleder på Brovst Asylcenter til Politiken. Asylansøgernes lægekonsultationer faldt med 30 procent allerede det første år.

»Nye børn kan være triste og indesluttede, når de ankommer, men der er ikke et eneste barn her, som ikke ændrer sig til det bedre efter en til to måneder«, siger sygeplejerske Susanne Løgsted.

SÅDAN! Tak fordi nogen i Danmark handler i overensstemmelse med de danske værdinormer.

Nu mangler vi bare to ting:

- at give asylansøgerne og de afviste asylansøgere mulighed for at bo ude i lokalsamfundet. Man burde have en regel om, at mennesker højest må opholde sig i et asylcenter i 3 måneder. De 3 måneder skulle bruges til at finde ud af, hvilken hjælp asylansøgerne har behov for fysisk som psykisk.

- at lade være med at afvise asylansøgere, som kommer fra lande, hvor de risikerer bortførelse, tortur, voldtægt, fængsel p.g.a. politiske holdninger og selvfølgelig mord og sultedøden eller at deres børn løber ind i en kugle på gaden.

Vi har behov for et EU-udvalg, der tager beslutning om, hvem der skal have asyl og hvem ikke, for noget tyder på, at det er skadeligt for Europa, at overlade den slags beslutninger til de enkelte lande. Lad EU administrere flygtningestrømmen, og lad EU tage beslutning om, hvor mange flygtninge landene skal kunne modtage. F.eks. udregnet udfra befolkningstallet, arbejdsløshedsprocenten og den økonomiske situation i landet.

Så ville vi kunne sende en masse ambassadører ud i verden, som alle taler pænt om Danmark og EU. Og vi ville forebygge terror i stedet for som nu: nærmest at provokere til terrorangreb.

Tak til Brovst Kommune

Kilde: http://politiken.dk/indland/article389927.ece

Læs også:

Sådan får vi bugt med terrorismen: De 4 ben

"Manipulation med Frygt"

"Går du med hvide strømper?"

"Genial løsning på TerrorTruslen"

"For 150 millioner kroner frygt"

"En øjenåbner om Dansk Folkeparti (DF)"

"Hvad skal jeg med velstand, hvis prisen er utryghed?"

"Jeg forstår også flagafbrændingen!"

17. jul. 2007

Blog-Sommerferie. Jeg overlader pladsen til dig


Vi skal ud og samle lykkeglimt ind, derfor holder jeg blog-ferie indtil medio august, men vil ind imellem kigge ind på bloggen.

Hvis du har nogle forslag til, hvordan Danmark bliver et endnu bedre sted at leve, så skriv løs lige her under kommentarerne.

Intet er for stort og intet er for småt.

Har du nogle meget innovative ideer, som kræver mentalændring, så bare kom med dem.

Hvad med f.eks. at fusionere Danmark, Sverige og Norge? Hvorfor kan man ikke lægge lande sammen uden krig, hvis det er det rigtige at gøre? Vi kan jo fusionere virksomheder, lægge kommuner og amter sammen. Hvorfor ikke lande?

Eller har du set, at mange Folkeskoler i Danmark ikke opfylder undervisningsministeriets mindstekrav til antal undervisningstimer? Nogen kommuner har sparet 90 mio. kr. på Folkeskolen de sidste par år. Er dét måden at gøre det på?


Og skulle vi nu ikke til at få den kønskvotering på leder- og bestyrelsesjobbene? For det kan da ikke passe, at Danmark ikke udvikler sig på det område?

Måske har du ideer til, hvordan vi enten minimere den globale opvarmning eller ideer til, hvordan vi lære at leve med den globale opvarmning?

Hvordan er det nu med alle de krige? Er krige bæredygtige? Har du ideer til, hvordan vi minimere risikoen for terrorangreb, og har du ideer til, hvordan vi forhindrer at der begås Folkemord?

Hvordan sikrer vi os, at vore børn og børnebørn får mindst de samme muligheder, som vi selv har haft?

Er det ikke absurd, at man i EU ikke har en fælles integrationspolitik? Og er det ikke absurd, at landene forsker i det samme? Hvorfor fusionerer vi ikke forskningen?

Det er da tåbeligt, at Danmark, Norge og Sverige har hver deres ambassade verden rundt!

Hvordan giver vi både børnene og os selv mere af det, som vi har brug for og mindre af det som vi har friste-lyst til?

Og kunne vi så ikke få de der larmende scootere eller knallerter eller hvad de nu hedder gjort forbudte? De larmer og forurener og så er det meget sundere for kørende af disse helvedesmaskiner, at cykle.

Hvilke nye forbud ønsker du og hvilke vil du gerne af med?

Hvad bør vi gøre anderledes her i Danmark? Hvad kan vi gøre anderledes? Hvad skal vi gøre anderledes?


Har du tænkt over, at hvis det du laver lige nu ikke er lige så sjovt, som det var for fx 5 år siden, så er det måske på tide, at du begynder at lave noget andet?

Hvis du har lyst til at ændre på dit liv - eller har ændret på det -, så fortæl hvorfor og hvordan.

Hvad er du vred over i dag? Fortæl, fortæl.

SKRIV for fanden. SKRIV LØS, så tastaturet er rødglødende og dit sind bliver lettet. SKRIV. SKRIV lige her.

God sommer og på gen-look.

Bedste hilsner
Anni Løndal de Lichtenberg