I Danmark ignorerer vi talenterne. Vi forsøger nærmest at trække talenterne ned på et middelmådigt niveau. Alle skal kunne det samme, på samme alderstrin og på samme måde. Målet er et gennemsnit på 8 for alle i alle fag. Nogen der sagde INDUSTRISAMFUND?
Problemet er bare, at vi ikke længere er i industrisamfundet, hvorfor det er helt ude i hampen, at Folkeskolen stadig producerer mennesker der passer til industrisamfundet.
Der er noget galt med målet for den danske Folkeskole!
- Danske kloge børn får ikke specialundervisning.
- I Danmark differentieres undervisningen ikke nær så meget, som i det øvrige Norden.
- Undervisningsmiljøet er i Danmark mindre stimulerende.
- I Danmark arbejdes der kun på få skoler efter individuelle mål.
- Danmark klasseunderviser stadig – andre lande, som Finland, vægter gruppearbejdet højest.
- I Danmark vægtes få-lærer-princippet. Andre vægter fagligheden og den psykologisk indsigt højere.
- Danmark vægter ikke det fysiske og musiske miljø særlig højt i.f.t. det øvrige Norden.
- Skolegårdene i Danmark er kedelige – de gør intet for børnenes fysiske aktivitet og sundhed.
Hvorfor er det ok at tale om de svage elever, men tabubelagt at tale om de velbegavede børn?
HAR DU TÆNKT over det absurde i, at vi her i Danmark meget hurtigt finder de svage børn, men at vi ingen større kendskab har til de kloge børn?
Der er jo forskel på, om man som 20-årige reflekterer over: »Jeg gik i specialklasse, fordi jeg var dum« eller »jeg gik i specialklasse, fordi jeg var klog«.
Ofte læser vi om succesmenneskers livshistorie. De fortæller om deres kedsomhed og trælse år i skolen. Ja, nogle fortæller endda, at de af lærerne blev betragtet som uduelige ballademagere. Og det gælder ikke kun de gamle, som Einstein, men også succesrige mennesker som Janus Friis
Selv i dag tilbyder man ikke i Danmark de kloge børn specialundervisning. Det gør man i andre lande.
Mange - både pædagoger, lærere og højtuddannede mennesker sagde til mig i 2004, at min søn på dengang 4 år, ville få problemer i skolen, fordi han kunne og vidste for meget. Helt galt gik det, når jeg fortalte, at jeg ville give ham et ekstra år i børnehaven.
Jeg gav ham et ekstra år i børnehaven på trods af hans intellektuelle niveau. Det gjorde jeg, fordi han ville skulle gøre vold på sig selv, hvis han skulle sidde stille 5 timer på en stol.
En dag stod vi nede på biblioteket, og han havde fundet en læsebog, som han sad og kiggede i. Den ville han have med hjem. Han var da 5 år. Jeg sagde nej. Og Sebastian sagde: Jamen, mor, jeg vil så gerne selv kunne læse brevene i min madkasse.
Nu er han snart færdig med 0. klasse. Inden han kom i 0. klasse kunne han læse små ord og regne med plus og minus. Der er intet blevet gjort for at give ham udfordringer i 0.klasse. Og jeg har tænkt: Pyt, han lærer så meget andet: blandt andet, hvordan man tackler anderledes børn og hvordan man arbejder sammen med dem.
Jeg har været i et dilemma. Jeg har gjort alt for ikke at tilskynde ham til at læse herhjemme! For jeg ved, at man får dårlig selvdisciplin, og dårlige arbejdsvaner, når indlæringen er for let...men på den anden side, så ved jeg også, at hjernen er en muskel, som skal bruges for at blive stærk...så vi har i stedet leget med tal og natur teknik og .... måske har han glemt det, når de begynder på dét i skolen, så han slipper for at kede sig.
Kan det virkelig passe, at når man som forældre er opmærksom på, hvad der p.t. interesserer ens barn, og så støtter barnet i at lære, hvad han p.t. har lyst til, så gør man barnet en bjørnetjeneste?
Ja, det kan godt passe ...i Danmark :-(
Nu her i slutningen af 0.klasse, er han begyndt at kede sig alvorligt. Især måske fordi de 2 anderledes børn, har forladt skolen, og derfor ikke længere giver social udfordring (eller samtale herhjemme om problemløsningsmetoder) Så jeg har lovet mig selv, at jeg vil stille krav til skolen efter sommerferien, hvor min søn kan læse, og regne regnestykker lige så hurtigt som jeg - også de regnestykker med 4, 6 og 10 tal i. Tabellerne, som de skal kunne i 1. klasse, kan han også, for han har let ved at lære udenad.
Eller også kan jeg håbe på, at der kommer et nyt anderledes barn i klassen efter sommerferien, som min søn kan bruge til at øge sin sociale kompetence på.
Det er jo min pligt at sørge for, at skolen lever op til sit ansvar om individuel undervisning - Danmark har ikke råd til at leve efter janteloven.
Hvorfor er det ok at tale om de svage elever, men tabubelagt at tale om eliten, stjernerne, de velbegavede eller dygtige børn?
Samfundsøkonomisk ville det måske være klogt at bruge nogle af de 2,6 mia. kr. der i dag, og ikke særlig succesfuldt, anvendes på specialundervisning af de svage, på materialer og specialundervisning af de kloge.
S T O P ! Måske er løsningen at nedlægge de aldersopdelte klasser? Og så i stedet inddele eleverne efter niveau uafhængig af alder?
