Der er slemt nok, at den danske regering i høj grad fører DF-politik og er fedtet ind i DF´s fremmedfjendske retorik, men det er meget værre, at den danske regering agerer rygklapper for Georg Bush, især i en tid, hvor Georg Bush er en del af problemet og tydeligvis ikke en del af løsningen set i relation til Verdens problemer. Endnu mere skræmmende er det, fordi vi må erkende, at der kun findes én supermagt i verden: USA.
Men kan man forestille sig, at pengene i fremtiden bliver centreret andre steder end hos statsmagten? Fx hos kapitalfonde? Og gør det trusselbilledet mindre? Næppe. Kan man håbe på, at et af de nye "Tiger-lande" bliver i stand til at agere supermagt i fremtiden? Og er der grund til at tro, at de i relation til "Verdens Bedste" kan gøre det bedre end USA? Næppe
Gælder det så om at støtte USA, så USA fortsætter med at være den eneste supermagt? Ja, det gør det vel egentlig nok.
Altså må målet være, at FN og EU-landene både sammen og hver for sig hjælper (tvinger) USA´s magthavere til at gøre det rigtige, på den rigtige måde, på rette sted, til rette tid med involvering af de rette mennesker.
Rigtige venner er ikke ja-sigere. Rigtige venner ved, at de har et stort ansvar, fordi rigtige venner har, eller burde have, høj gennemslagskraft. Når man har evnen, så har man også pligten. Den pligt lever Danmark ikke op til, nok fordi vi har en regering, som mest af alt ligner en Bush-klon, bl.a. fordi regeringen er enige med Bush i Bushs budskab: "Hvis du ikke er med os. Så er du imod os." og ikke mindst fordi vi i Danmark har en historisk svag opposition.
Men heller ikke EU eller FN lever op til deres ansvar, som rigtige venner. Det er forhåbenlig fordi de ikke kan, og ikke fordi de ikke vil.
Det er bevidst, at jeg skriver Georg Bush og ikke USA, for som i Danmark, så er de to landes nuværende problemer centreret omkring nogle få personers handlinger eller skal vi hellere sige personlige egenskaber og menneskesyn, og i hvert fald her til lands, en uheldig mandatfordeling.
Som jeg ser det, så er både et flertal i den amerikanske befolkning og et flertal i den danske befolkning uenige med de to herrer - Bush & Foghs - strategi for, at løse verdens problemer og konflikter og indføre demokrati, lighed, ligeret og ytringsfrihed.
Derfor ser vi billeder af Anders Fogh Rasmussen, som smilende går rundt og udlevere skolebøger til de afganske børn, og ingen billeder af nedslagtningerne af afganerne - civile som talibankrigere. Men den slags virkede måske en gang for mange år siden. I dag virker den slags stik mod hensigten.
Hvad fortæller alt ovennævnte os så om demokratiets svagheder? I Danmark og i USA? I EU og i FN?
Der findes ikke et brugbart alternativ til den demokratiske styreform. Derfor gælder det om, at finde metoder til, hvordan vi minimerer demokratiets ulemper og svage sider og styrker demokratiets stærke sider med henblik på, at gøre Verden bæredygtig.
P.T. ser vi resultatet af en uheldig mandatfordeling i Danmark, og det bør være os en påmindelse om, hvad der kan ske, hvis omstændighederne er uheldige nok.
Hvad kan vi lære af fejlene begået i "Krigen mod Terror": Krigen i Irak og krigen mod bl.a. al-Qaeda og Taleban i Afghanistan/Pakistan? Ligger noget af løsningen i den måde, hvorpå vore demokratier fungerer/ikke fungerer?
Hvordan styrker vi demokratierne, så demokratierne kan løse problemerne med overophedning af kloden og missilskjoldproblemet med Putin. Og hvad med opbygning af atomvåben i Iran, konflikten mellem Israel, palæstinenserne og de øvrige arabiske lande? Hvad med overgrebene i den afrikanske Darfur-provins?
Hvad bør vi ændre? Hvad kan vi ændre? Hvad skal vi ændre?
