Djærvt, selvfedt delledansk eller internationalt brobyggerdansk?

Danmark er blevet verdensberømte på det politisk ukorrekte. Den fri porno, demagogiske citater sagt af Folketingspolitikere, diabolske politiske plakater, og Muhammad cartoons controversy er den perlerække af danske depraverede begivenheder, som mest af alt har fyldt spaltepladsen i verdens aviser og gjort sig fortjent til forevigelse på Wikipedia-global, som er verdens mest brugte encyklopædi. Der er nok en grund til, at det blev en dansker der opfandt korkbæltet og antabuspillen.

I andre lande er en aktiv søgen efter det politisk korrekte sprog. Et sprog, som er neutralt, og som bygger bro over forskelle i stedet for at gøre skellene dybere. I Danmark er der en aktiv søgen efter det politisk ukorrekte sprog, som så søges gjort politisk korrekt .... i Danmark. Senest set ved at SF´s Villy Søvndal på populistisk vis har taget DF-retorikken til sig, hvilket fik en blogger til at udbryde: "DF-retorikken har sejret ad helvede til". Det er ikke følsomhed i sprogbrugen, der kendetegner en gruppe af vore folkevalgtes offentlige ytringer, og man fristes til at mistænke dem for på udspekuleret vis at støje med vilje.

”Forundring fryder”, siger man jo. Måske forundrer vi os bare for lidt over sproget og dets virkninger?

Vi ved jo at sprogbrug, tanke og handling hænger sammen og vi ved, at ord og sprogbrug skal forstås i den kontekst, de bruges i, så derfor er der al mulig grund til at være opmærksom på sprogtendenserne. Principielt er det jo politikerne der definerer det politisk korrekte sprog, men i praksis er det lige så meget mediesproget, der er bestemmende for, hvordan alle andre taler og skriver dansk. Mediesproget er den fælles referenceramme. Hvordan ser det så ud med det mediedanske sprog?

Reparatiossprog eller politisk korrekte eufemismer, som fx ”udlændingeservice”, "starthjælp", "cafépenge", "forsvarsministeriet", "velfærdsministeriet", "fangetransporter", "væbnet humanitær indsats" og "forstærket forhørsteknik" implementerer medierne desværre alt for gerne. Måske fordi journalisterne ukritisk følger med strømmen og ikke tør eller vil gå imod. Overordnet set, så er mediernes sproglige rygrad ved at degenerere samtidig med, at de fortravlede redaktører, i en evig jagt på Breaking News, glemmer at tjekke om fakta er fakta. Åbenlyse løgne efterprøves ikke, men får lov til at udvikle sig til globale mediesandheder, og næsten endnu værre, så tager vi gang på gang medierne i, at skabe deres egne nyheder, og ikke sjældent via lidet søgte journalistfaglige nørdargumenter eller direkte løgne og manipulation. Vel og mærket nyheder, som sælger aviser - koste hvad det vil.

Ord kan skabe mere ufred og slå flere ihjel end krudt og kugler. Derfor er det betænkeligt ukritisk, at give journalisterne våbenet "ord" i hænde, når nu journalistik er blevet en forretning som kræver effektivitet, produktivitet og øgede avancer, og journalisterne samtidig er blevet en slags industriarbejdere, der skal levere samlebåndsnyheder, hvor det eneste succeskriterie er: antal hits eller solgte aviser. Derfor ser vi oftere og oftere journalist-Lemminge-effekten, hvor de samme historier går igen i de forskellige aviser uden nogen gør sig den ulejlighed at researche på sandhedsværdien. Måske fordi antallet af nyhedsjournalister formindskes, mens antallet af informationschefer, kommunikationskonsulenter, spindoktorer og PR-folk øges? Måske fordi de dygtigste kommunikationsfolk foretrækker et vellønnede spindoktor-job, mens de middelmådige må nøjes med et mindre godt lønnet job i en branche, hvor det fysiske og psykiske arbejdsmiljø kun misundes af kontanthjælpsmodtagere og andre arbejdsledige, der presses så meget, at de i dag er den gruppe, som træder frem i neon i stressstatistikkerne.

I mediernes interview med politikerne og på politikernes blogs og i deres nyhedsbreve begynder man at fornemme, at "reperationssprog" er ved at få en hel ny betydning. Her handler det nemlig ikke om at bygge broer, men mere om at springe broer i luften, så skellene bliver afgrundsdybe. Det er som om, at flere af vore folkevalgte politikere bevidst vælger et sprogbrug, som har til hensigt at sætte verden i brand - og måske netop derfor er det dem, der kommer til at fodre nyhedsmaskinen. Billeder af broer der bygges, sælger ikke nær så godt, som billeder af broer der sprænges i stumper og stykker.

Danmark er delt i to. To magneter, der frastøder hinanden. Skal vi igen få magneterne til at hænge sammen, har vi brug for en en politisk superleder der evner at få så modsatrettede poler, som fx DF og DI til at samarbejde om global brobygning og nogle mediefolk, som holder op med at tisse i bukserne.

Globalisering med polarisering eller harmonisering?